




Den nye restaurant er åben fra tidlig morgen til langt ud på eftermiddagen. Og åben i mere end almindelig forstand. Der er frit kig ind til køkkenet, hvorfra ikke bare lækker og sund mad leveres i en lind strøm, men også den gode stemning, de kæphøje, kærlige kommentarer og gyngende rockmusik. Mad og musik er nemlig tæt forbundet i Martins og Thomas´ univers.Walls 2009
Mure bygges, væltes og fascinerer længe efter at de er væk.
Berlinmurens fald for 20 år siden d. 9. november 1989 fejres selvsagt i Berlin. Men en begivenhed med en betydning og en symbolkraft af denne størrelse sender naturligt nok vibrationer og begejstring langt ud over landegrænserne. Her på MMD har vi igennem flere år haft en relation til Berlin, som vi besøger på den årlige studietur, hvor de studerende henter inspiration og materiale til deres projekter. I år deltog skolen i fejringen af 20-året med eventen Walls 2009 som optakt til studietursprojekterne.
Storbydrømme
Under temaet Storbydrømme skabte en gruppe kunstnere indenfor billedkunst, musik og poesi, nye digitale oplevelser på og omkring mure og vægge fra Berlin. Det skete foran publikum, som på denne måde kunne opleve digital billedskabelse folde sig ud - LIVE.
Karina Bjerregård var blandt de optrædende kunstnere, som i 1990 skabte et af murmalerierne på det længste stykke overlevende mur i Berlin: East Side Gallery. Hun er i gang med at genskabe sit værk "Himlen over Berlin" i forbindelse med en større restaurering af muren ved 20 året for murens fald.
Øst møder vest
Blandt deltagerne var også grafisk designer Pete Burke, som i sit værk fokuserede på kontraster - øst møder vest. Helt bogstaveligt sætter han ord fra disse to verdener op imod hinanden i hans fortolkning af storbydrømme - en typografisk Berlinmur, hvor de røde ord er hentet ud af en kommunistisk kontekst og de hvide bruges i en kapitalistisk verden. Men kigger man nærmere efter, vil man kunne se, at nogle af de røde og de hvide bogstaver er begyndt at sive ind i blandt hinanden - en billedliggørelse af murens fald, hvor østberlinere endelig fik mulighed for at blande sig med vestberlinere.

Beatpoeten Claus Høxbroe og hans musikalske legekammerat Michael Love Rexen var blandt de lyriske indslag på aftenen. De gav før deres optræden et lille indblik i det arbejde, der ligger bag at optræde med lyrik og musik. Claus Høxbroe: - Det er hårdt arbejde, konstant dygtiggørelse og faglig stolthed. Man kan ikke læne sig tilbage i det her, ikke gøre det halvt. Det handler om at gøre det hver dag og øve sig. Gør du det hver dag, bliver du bedre. Michael Love Rexen: - Den bærende faktor er, at du bliver som en svamp, der suger oplevelser til dig og at du presser dig selv til at arbejde på at udtrykke det. Det sker hvert vågne sekund. Det bliver hverdagen og ens liv.
Storbypoesi
Tidligere MMD-studerende, Kasper Bjerre, er på vej som forfatter og læste op af sin storbypoesi. Han får det sidste ord med en bid af sit digt "Mega simpelt"
...
der er kun de bogstaver vores navne er bygget af
der er kun hullerne i nullerne
der er kun Nik & Jay i radioen
der er kun ja eller nej
der er kun dit ansigt fanget på billeder på Facebook
der er kun frygten for friheden
der er kun tiden der flygter
og støvet der falder og falder og falder
der er kun dine usynlige tanker
der er kun dine blinkende øjne
der er kun dine dunkende genitalier
der er kun dine stædige lunger
og deres vedvarende vejrtrækning
der er kun virkeligheden
og i virkeligheden er der kun det her øjeblik
der er kun det her øjeblik
der er kun det her øjeblik
at forholde sig til
The Greenhouse
Alt gror og trives i et drivhus. Selv den mest udsatte og skrøbelige plante, som måske er blevet rykket op med roden og omplantet, vil kunne slå nye rødder og vokse her. Og rykkede op og omplantede, er mange af vores internationale studerende, som har forladt eget land og egen kultur for at komme til Danmark og studere. Med alt hvad det kan indebære af nye og overvældende oplevelser ...
Til disse studerende har MMD udviklet et nyt forkursus - et 14 dages frivilligt og gratis ophold i The Greenhouse, umiddelbart før studiestart. Her kan de studerende, under trygge, afslappede og legende former, få et indblik i den danske kultur og undervisningsform og med det samme få et netværk og nye venner. Det allerførste kursus er gennemført i august. Peter Askov, en af de undervisere, der har været med til at stå for undervisningen og sammensætte indholdet, fortæller om ideerne bag The Greenhouse:
Refleksion
- De studerende skal bringes til at trives og føle sig hjemme, På den måde kan de bedre optage det koncentrerede faglige indhold, som undervisningen meget hurtigt lægger ud med på 1. semester. Og så skal de introduceres til det lærer/elev-forhold, som vi har i Danmark og som for mange er meget anderledes. De skal lære gruppearbejdsformen at kende og lære at reflektere over hvad de gør og arbejde på en måde, hvor de selv er ansvarlige.
På de 14 dage kom holdet igennem en række opgaver i forskellige grupper, som bl.a. indebar en fotomaraton i København, en udflugt til vikingetidens Roskilde og et besøg i underviser Gullans sommerhus ved Roskilde fjord, intro til it-system og tekstbehandling, udflugt til Statens Museum for Kunst for at se på stilarter og besøg af en kunster, som fortalte om hvordan man kan arrangere en udstilling. Undervejs holdt skolens tutorer åbent i cafeen og støttede op om undervisningen og var med til at sprede gode vibrationer. Det hele mundede ud i at holdet arrangerede fernisering på en udstilling af gruppernes fotos og collager: The Harvest - an exhibit in bloom.
Udfordrende gruppearbejde
Yann Segouin fra Frankrig, Gemma Rubio fra Spanien og Lucas Madsen fra Philippinerne var med på det første Greenhouse.

- I choose the Greenhouse because I wasn´t familiar with the Danish education system and also because I wanted to support a good initiative, siger Gemma. - It was a powerfull learning tool, especially the photo marathon. Yann fremhæver udstillingen og undervisningen i at tilrettelægge en ophængning. En ophængning han selv bidrog til ved at skrue og samle billedrammer til fingrene blødte, bogstavelig talt. Lucas peger på det sociale aspekt: - We had a really enjoyable trip to our teacher's summerhouse and I went swimming with the jellyfish, great! De er alle tre enige om at det bedste, men samtidig det mest udfordrende er gruppearbejdsformen - at respektere andres synspunkt og kunne gå på kompromis. Og udbyttet er klart: - We feel more confident, less lost and we feel at home.
Ny metode medvirker til udvikling af kulturprojekter
1. semesterstuderende på dansk linje på Multimediedesigneruddannelsen får glæde af underviser Jesper Christensens efterhånden årelange og nære forbindelser til den berømte designskole Bauhaus. For tiden eksperimenteres der på holdet med nye metoder til at åbne designprocesser og opnå kontakt med målgrupper. Det foregår efter det, som Bauhaus kalder "Impuls added activation of complex systems". Man er inspireret af retninger indenfor medicin, som mener, at meget komplekse sygdomme kan påvirkes gennem provokation af systemet. Bauhaus-forskerne ser byer som sådanne komplekse enheder og bruger metoden i deres arbejde med byplanlægning. Man undersøger hvordan man ved hjælp af provokation kan opnå en konstruktiv og kreativ dialog om en bys udvikling. Tesen er, at man ved at fremprovokere små mængder angst, tumult og aggression, kan opnå en følelsesmæssig involvering og engagement, som ikke kan opnås ved mere traditionelle tilgange.
Forskningsprojekt
På 1. semester falder en af de studerendes workshops indenfor byplanlægning. Opgaven er her at markedsføre en by, en kommune eller en region. Det har gjort MMD interessant for Bauhaus, som har kunnet se mulighederne i at bruge vores studerendes opgaveløsning i deres forskningsprojekt. Dr. Med. Jutta Hübner, Dr. Med. Curt Kösters og arkitekt, Dr. Sonja Beeck fra Bauhaus har været på besøg på MMD for at introducere metoden til de studerende. Efterfølgende er der så indgået en foreløbig aftale om at underviserne på workshoppen skal indsamle og dokumentere resultaterne af arbejdet efter denne særlige metode, hvorefter det vil indgå i Bauhaus samlede forskningsprojekt.

Valget af område, der skulle markedsføres, faldt på Vordingborg kommune. Og så gik de studerende i gang med at udtænke provokationer, der skulle få byens borgere op af stolene og i gang med at engagere sig i lokalsamfundet. Kreativiteten fejlede ikke noget: En gruppe valgte at sætte (letaftagelige) plakater op rundt omkring i byen med besked om at byfesten er blevet afskaffet på grund af besparelser i kommunen. En anden gruppe spredte et budskab om at et atomkraftværk skal placeres i Vordingborg kommune. Desværre havde de ikke helt holdt sig indenfor reglerne om ophavsret og havde brugt kommunens logo på plakaterne. Dét skabte røre og det nåede den lokal avis Sjællandske Næstved. Som bragte en artikel om sagen.
Ny innovativ metode
-Det er første gang undervisere og studerende arbejder efter denne nye og yderst innovative metode. Det har desværre medført, at der er blevet begået nogle beklagelige fejl, som vi selvfølgelig vil være særligt opmærksomme på ikke sker igen, siger underviser Jesper Christensen. - Men det har altså også netop skabt den borgerinvolvering, som var målet for det hele. Det har givet en dialog, som vores studerende har kunnet udnytte til at formulere et konkret forslag om at udnytte en tom silo til brug for innovative iværksættere. Det var næppe sket med traditionel markedsføring.
Faktabox
Eksempel på provokation = forbedret dialog
En journalist på en avis modtog mange reaktioner på de indlæg han skrev, heriblandt også mange negative. Efterhånden blev han så træt af den ofte særdeles aggressive tone i disse kommentarer, som han normalt besvarede sagligt og neutralt, at noget måtte gøres. Han begyndte herefter at besvare de mest ubehøvlede indlæg i samme tone, blot med lidt ekstra skruet op for grovhederne. Det førte til at den grimme tone hørte op og at kritiske kommentarer herefter blev formuleret langt mere neutralt.
Scoretid
Mellem væggene i den del af bygningen, hvor eksamerne bliver holdt på Multimediedesigneruddannelsen pulserer en stemning af koncentration, fokus og nervøsitet. En stemning så intens, så man føler man kan skære den ud i bidder. Med jævne mellemrum forløses det hele - en gruppe studerende kommer ud, lettede og glade og uddeler high-fives til hinanden og de ventende kammerater. En eksamen er klaret.
Og i stadig stigende grad godt klaret. Næsten uanset hvor end man vender sig hen, er der fremgang i de studerendes resultater, i forhold til tidligere semestre. - Projekterne når længere, er mere gennemførte og baseret på mere virkelighedsnære muligheder, siger ekstern censor på 4. semester, informationsprojektleder i Teknologirådet, Jørgen Madsen. - Det afspejler måske at virksomhedernes behov for MMD-studerendes kompetencer vokser. De laver ikke bare "skole"-projekter, men får "snavs" på fingrene i virksomhederne. De studerende er stødt ind i virksomhedernes professionelle indvendinger, men de har efterfølgende forstået at ændre og tilpasse projekterne til virkelighedens krav. Virksomheder aftager faktisk de produkter, de udfører under deres praktikophold. Det synes jeg er temmelig flot. De vil være nemme at ansætte.

Jordskredssejr
Der er også sket noget med 2. semester, dansk linje, mener censor, freelance konceptudvikler Lars Arnfred. - Niveauet er steget, især på analysedelen, som analyserer virksomheden/organisationen. Generelt er det meget engagerede studerende og det bliver spændende at følge om de kan bruge det potentiale, de har udvist.
Men hvor der nærmest er tale om en jordskredssejr, er 2. semester international linje. - Aldrig tidligere har jeg set så gode internationale projekter, konstaterer censor Michael Bech fra virksomheden Beck IT. - De studerende har forstået hvad de skal med deres rapport og de har brugt rapporten på deres hjemmeside. Det er første gang jeg har det set det så overbevisende.
16 ud af 17 studerende fra ikke-europæiske lande har bestået deres 2. semester eksamen. Det er det højeste antal i MMDs historie.
Vi mener det er et resultat af en række målrettede tiltag i forhold til de internationale studerende og det er en historie i sig selv. Læs mere om "Den interkulturelle x-faktor" senere.
Ny forbedret Chill out lounge
Chill out - som også indeholder de studerendes fredagsbar - er blevet opgraderet og nyindrettet. Lokalet har fået en omfattende make-over med velvillig støtte fra Tuborg-fonden. En ny bardisk med fadølsanlæg, gyldentskinnende lædersofaer, små borde og et nyt brugervenligt lydanlæg har skabt et indbydende og rart miljø om de aktiviteter, der finder sted i lokalet.
- Det har længe været et ønske, fortæller studieleder Michael Holmstrøm. - Vi har ved hjælp af bevillingen fået en mulighed for at give de studerende et rum, der understøtter deres muligheder for at komme hinanden ved socialt. Det er vi glade for, - vi ved jo, at et godt kammeratskab er med til både at tiden her på studiet opleves som værdifuld og at det bliver lettere at gennemføre studiet med gode resultater. Lokalet bruges nu også som projekt-café i dagtimerne, hvor skolens tutorer driver cafeen og er parate til en snak og uddeling af gode råd til deres medstuderende.
Den nye udgave af Chill out blev - under overværelse af indbudte gæster fra nær og fjern - indviet af en repræsentant for Tuborg-fonden og rektor Ulla Skram fredag d. 27. Marts 2009. Fri bar og lækre italienske snacks bidrog til den gode stemning, som fortsatte under resten af fredagens barhygge, snak og dans.
Studieturen på podcast
Studieturen for 2.og 3. semesterstuderende på Multimediedesigneruddannelsen går til Berlin. Turen er en attraktiv og inspirerende del af uddannelsen og giver anledning til intenst arbejde og sjovt samvær både før, under og efter opholdet.
Studieturen 2008 er blevet podcastet - oplev de 4 første episoder og følg med fremover:
Ny film om studiet
Vil du have en fornemmelse af hvordan det er at gå på Multimediedesigneruddannelsen, så se vores nyeste film om studiet
Du kan også downloade brochure (2,8 MB)
UddannelsesKaravanen kører
- MMD er med
Der er stigende politisk fokus på de unge og deres valg af uddannelsesforløb. Det øger presset på det enkelte unge menneske for at vælge den rigtige uddannelse. For valget er ikke nødvendigvis nemt, ikke mindst fordi man som student har rigtig meget at vælge imellem. I et marked med små ungdomsårgange og stort udbud af uddannelser, har uddannelsesinstitutioner, organisationer og virksomheder for længst indset nødvendigheden af at være opsøgende overfor de unge i forbindelse med deres uddannelsesvalg. Det er vi også her på Multimediedesigneruddannelsen - vi har været med på UddannelsesKaravanen siden 2005.

Inspiration
UddannelsesKaravanen er en mobil uddannelsesmesse, der besøger ca. 150 udvalgte skoler med ungdomsuddannelser. Her mødes gymnasieelever med studievejledere og studerende fra flere forskellige uddannelsesinstitutioner. Det foregår i deres vante studiemiljø og de kan således på et sted samle information og inspiration til studievalget. MMD var i efteråret med ude på 23 gymnasier i hovedstadsregionen. Det giver os mulighed for potentielt at møde og have en direkte kontakt med mellem 4-5.000 unge 2. eller 3. g´ere.
Et kvalificeret valg
- Det kræver et stort planlægningsarbejde i forhold til undervisningsplaner og bemanding af studievejledningen, men vi vurderer, at det både er det værd og at det er nødvendigt. Det giver os en unik mulighed for at præcisere uddannelsens indhold og profil i forhold til konkurrerende uddannelsesinstitutioner, som også er til stede. Og det giver anledning til at få skabt en kontakt, som vi kan bygge på til f.eks. at invitere interesserede til vores åbenthus-arrangementer eller til at komme og være "studerende-for-en-dag". Det, tilsammen med det indtryk, vi efterlader og det materiale, de unge får med hjem, giver et godt grundlag for at kunne træffe et kvalificeret valg. Vi kan ganske enkelt konstatere, at vores tilstedeværelse har en effekt på tilmeldingerne, siger Michael Holmstrøm, studieleder for den danske linje på MMD.
En af de studievejledere, der bemander MMDs stand på uddannelsesmessen, er Mohamed Danny Eid. Danny er relativt nyuddannet fra ITUniversitet og er i kraft heraf og med sin unge alder en markant rollemodel for kommende multimediedesignere.
Danny bekræfter, at der er god grund til at være opsøgende overfor de unge. - Min oplevelse er, at det svinger alt efter om vi taler med 2.g´ere eller 3.g´ere og også lidt afhængig af hvor vi er. Men generelt er de usikre, tøvende og ikke særligt spørgelystne. Det kan virke som om de ikke er klar til at aktivt at skaffe sig information til brug for deres uddannelsesvalg.
Unge på banen
Men det ser Danny ikke som et problem: - Det er netop dem, vi skal have fat i. Det er f.eks. ikke vores opgave at omvende dem, der har besluttet sig. Men det kræver da, at man er meget bevidst om sin rolle og stiller de unge spørgsmål, der bringer dem på banen, så man ikke trækker noget ned over hovedet på dem. Det er en stor pædagogisk udfordring.
På uddannelsesmessen mødes også uddannelsessektoren og store virksomheder og organisation som f.eks. Novo Nordisk, A.P.Møller - Mærsk, Flyvevåbnet og Ernst & Young. Det skaber synlighed og kontakter til erhvervslivet, som er af stor betydning for kandidater fra MMD.
Flere karrieremuligheder
- Vi har som uddannelsesinstitution en forpligtelse til at være med til at sikre, at dem vi uddanner, også kan aftages, siger Michael Holmstrøm. Derfor er vi i gang med at udvide vores samarbejde med virksomheden Manova, der står bag UddannelsesKaravanen og som også arrangerer jobmessen Karrieredage. På denne jobmesse møder virksomheder og studerende hinanden og det har hidtil kun været for kandidater, men MMD får nu eksklusivt muligheden for også at invitere vores dimitender med på jobmessen og dermed fremmes deres karrieremuligheder. Det er et led i en gradvist mere systematisk proces omkring både rekruttering og afsætning af vores studerende.
Uddannelsesinstitutioner, som deltager i UddannelsesKaravanen, bliver desuden præsenteret på www.karriereportalen.dk
BAUHAUS OG MMD
Verdensklasse
Bauhaus er en af de mest indflydelsesrige designskoler med visioner for både uddannelsessystem og design: Dels at forene æstetik med funktionalismens enkle og klare formsprog, dels at koble håndværk og industri med design og kunst. Kunstnere i verdensklasse har undervist her, bl.a. Wassily Kandinsky og Paul Klee under ledelse af arkitekter som bl.a. Walter Gropius og Mies van der Rohe. Uddannelsesmetoderne var ligeså innovative - det er på Bauhaus, at "workshoppen" er opfundet.
På MultiMedieDesigner uddannelsen i København har vi en underviser, der sætter en ære i omhyggeligt at sørge for at nævne den verdensberømte kunst-, design- og arkitekturskole, Bauhaus i hver lektion. Jesper Christensen, arkitekt og lærer på 1. semester, underviser i visualisering, kreativitet og design, og hans engagement i Bauhaus er nu på vej til at udvikle sig til et egentligt samarbejde.
Vildskab
Workshops er omdrejningspunktet i undervisningen her på uddannelsen. Vekselvirkningen mellem teori og praksis, organiseret omkring bestemte emner/temaer, er en uundværlig del af den pædagogiske metode. "Og særligt i starten af studiet har vi mulighed for at kaste en mængde bolde op i luften og så se hvilke af dem, de studerende griber. Det er her, de skal lege med den vildskab, der skal gøre, at de kommer til at skille sig ud fra massen og udvikle sig væk fra mainstream. Det er det, Bauhaus kan inspirere os til," siger Jesper Christensen.
By og kommunikation
I dag er Bauhaus - eller Bauhaus-Dessau Foundation, som det hedder nu, inde i en ny udvikling. "Bauhaus er en idé, ikke en stil, " som lederen Omar Akbar, siger. Det nye Bauhaus er optaget af det moderne byrum og hvordan by, kunst og kommunikation - særlig den digitale kommunikation - smelter sammen. Det har åbnet for fælles berøringsflader med MMD, som har taget de indledende skridt til et samarbejde. Foreløbig har det betydet, at ledelsen har været på besøg hos hinanden og flere hold studerende har besøgt Bauhaus. 2 MMD-studerende har været i et 3 måneders praktikophold og en udveksling af undervisere er indledt. På sigt er det planen at MMD skal indgå i et forskningsprojekt og deltage i en række konferencer.
INSPIRERENDE GÆSTEUNDERVISER
Inspirationen fra Bauhaus kom helt ind på livet af et hold studerende, da MultiMedieDesigner uddannelsen i København fik besøg af en lærer herfra til en uges gæsteundervisning, forelæsning og vejledning
Torsten Blume, Art Scientist & Urbanist, underviser på Bauhaus Kolleg - en del af Bauhaus-Dessau Foundation. "Der er en række fællestræk mellem Bauhaus Kolleg og MMD", mener Torsten Blume og peger på at ingen af stederne er universiteter, men tiltrækker mennesker med vidt forskellige baggrunde og nationaliteter. Han fremhæver projektarbejdsformen, som åbner for det undersøgende og eksperimenterende og giver en god base for samarbejde. Begge parter er desuden vant til at indgå i internationale samarbejdsrelationer.
Byrummet
Og så er der selvfølgelig den fælles interesse for digitale medier. "Det moderne Bauhaus er optaget af byrummet, ikke af den enkelte bygning. Byrummet omgiver os med digitalt transmitterede lyde og billeder som spiller sammen med det fysiske rum og skaber en urban kultur med mange stemmer og tætte lag. Virkelige og virtuelle strukturer eksisterer på samme tid i det samme rum og det er en udfordring for arkitekturen og alle design discipliner som beskæftiger sig med rum", siger Torsten Blume.
"Wonderlands Fields"
Torsten Blume introducerede de studerende til konceptuel forståelse og byrumstænkning under temaet "Wonderlands Fields" med udgangspunkt i indkøbscentret Fields. Det kom der mange utraditionelle, sjove og fantasifulde projekter ud af: En gruppe havde lyttet sig igennem centret og lagt op til at der kunne skabes musik ud af den særlige lydkulisse ved hjælp af et digitalt klaviatur. En anden havde skabt film ud fra overvågningskameraernes vinkler og en tredje legede med forestillingen om hvordan det kunne se ud, hvis der var mere natur og dyr i centret. Alle projekter blev flot og kreativt sat i scene og præsenteret for resten af holdene - og Torsten Blume og holdets faste underviser, Jesper Christensen var særdeles tilfredse med niveauet.
I PRAKTIK PÅ BAUHAUS
Som et led i samarbejdet mellem Bauhaus og MMD har 2 studerende, Anders Simonsen og Rasmus Landgreen, været på et 3 måneders praktikophold på skolen. Her skulle de bl.a. udvikle hjemmesidekoncept og visuel identitet for igangværende projekter, men blev undervejs inddraget i mange forskellige projekter foruden hvad de blev inspireret til at producere for deres egen fornøjelses skyld. Forventningerne til deres kunnen var høje, det skulle være på professionelt niveau. Alligevel er de enige om, at det har været rigtig skønt og spændende:
"Vi har lært ufatteligt meget. Måske ikke så meget konkret om multimediedesign, men mere om at arbejde og tænke på en helt ny måde. At få lov til, som studerende, at arbejde på projekter i denne målestok og af så stor betydning, er en meget stor gave," siger Anders og Rasmus.